fredag den 11. maj 2012

Lancering af TALENTfabrikken

Foto: Mikkel Berg
 
Onsdag d. 9/5 var Super8 til præsentationen af TALENTfabrikken i Filmbyen.
Her fremlagde Tommy Dejbjerg og Carsten Holst deres idéer med det nye tiltag.
Flere mentorer, der skal være tilknyttet fabrikken, gav et ord med på vejen.
Super8 glæder sig til at se hvordan TALENTfabrikken kan hjælpe med at udvikle det kreative miljø i Aarhus.


Hvad laver vi ellers? Vi knokler på midtvejsfilm, 1 i post- og 3 i præproduktion, næste skud i bøssen er "Smagen af livet", som filmes i pinsen.

Og selvom vi er helt opslugt af midtvejsfilm, må vi allerede ryste posen og lave nye grupper til afgangsfilm - hvis de skal have premiere til næste sommer, må vi jo i gang allerede nu. Vi laver nye grupper på tirsdag, og krydser fingre for at alle går glade fra mødet.

mandag den 9. april 2012

Fresh in Fulden

Af Mathias Elmose Andersen, instruktør, midtvejsfilm #1

Tre dage havde vi, på en tilfældig mark i den lille by Fulden små 10 km fra Århus, til at optage "Ambulo". En film om ambulancelægen Dorte, der kommer ud til et biluheld, som hendes egen datter Signe er skyld i.

Der bor ikke mange i Fulden. Men uden dem og alle de andre, der har hjulpet os med filmen, havde vores midtvejsfilm set helt anderledes ud, og vores tre dage havde ikke været så skønne, som de blev. Det er sjældent man er med på en produktion, hvor næsten alt klapper. Men det gjorde det her. Vi var i starten af marts, og man fornemmede forårets komme, selvom vinteren holdt stædigt fast. Det var koldt og risikoen for sne var til stede. Vi havde fået lov til at låne en kæmpe festsal på loftet af en nærliggende gård. Her havde vi sofaer, stole, borde, toilet, trommesæt, køleskab og ikke mindst varme. I tre fulde dage. Og til med lavede gårdens familie mad til os en af dagene. Marken, vi filmede på, tilhørte en anden nærliggende gård. Her fik vi lov til at lægge en smadret bil og køre rundt i ambulance og lægebil. Den forulykkede bil kom fra Skrot Orla, manden der skrotter alt. Hans kammesjuk Lille Bøger leverede to ens biler. En, der kunne køre og en, der kunne smadres. Så alt i alt var betingelserne for en god produktion til stede. Og med et fedt crew og nogle skønne skuespillere blev det tre fede dage i Fulden. Men travle ikke desto mindre.

Vi skulle optage 17 scener på tre dage. Og det lykkedes faktisk sådan cirka. Også selvom en enkelt scene måtte udskydes, da det på anden dagen pludselig begyndte at sne. Heldigvis sidst på dagen. Men sneen valgte at blive liggende til dag tre. Heldigvis besluttede solen sig for at titte frem fra en skyfri himmel og blotlægge marken, så vi kunne filme filmens store grædescene på en snefri mark til planlagt tid. På tredjedagen skulle vi optage filmens sidste scene med de unge skuespillere i vores kørende skrotbil. Den først time gik fint med at instruktøren måtte sidde ovenpå skuespillerne på skift med det lille kamera for at få de rigtige billeder. Men pludselig gik bilen i stå på en øde landevej i Fulden. Tanken var tom. Selvfølgelig, må man sige når man ikke tanker bilen op efter at fået leveret den fra skrot. Solen var langsomt på vej ned. Ekstra benzin blev hentet og bilen kunne hostende køre videre, så vi kunne få de sidste skud i kassen. Efter det sidste skud kørte vi i stilhed tilbage til vores gård, mens solen forsigtigt gik ned over horisonten. Vi var færdige. Helt færdige. Efter tre dage på en mark i Fulden, i begyndelsen af en kold marts måned, kunne vi pakke sammen og tage hjem.

Hvordan filmen bliver, er endnu uvist. Forhåbentlig god. Hvordan produktion gik, er dog rimelig klart. Den gik sgu godt! Og det skyldes alle de fantastiske mennesker, der har engageret sig i filmen, åbnet deres hjem og marker for os, lånt os biler, givet os mad, i det hele taget overhovedet har muliggort filmen. Så tak til alle jer!
Og nyd så nogle produktionsstills og et enkelt råt screenshot fra filmen.











søndag den 1. april 2012

Sikke en fest!

Fredag d. 30 marts blev Århus’ nye kulturcentrum Godsbanen åbnet, og dette fejrede Super8 ved at afholde premiere på årgang ’09’s afgangsfilm i Godsbanens auditorium ”Remisen”. Der var udsolgt til alle tre visninger, og der var glæde og god stemning både før og efter.

Remisen var fyldt med glade premieregæster, og afgangsholdet bød på et lille glas. (Foto: Kasper Morville)

Det var ni glade super8-uddannede filmfolk, der holdvis præsenterede deres afgangsfilm.

Vildmand, skrevet af Kasper Tornbjerg, produceret af SophieThusgaard Madsen og instrueret af Gorm Just, var en fortælling om en mand (spillet af Jesper Asholt), der forsøger sig med et eneboerliv i pagt med naturen.



Hearts and Minds, skrevet af Martin Mortensen, produceret afLaura Gazi og Michael Tilsted og instrueret af Jakob Rasmussen, var en beretning fra ’90ernes krigsramte eks-jugoslavien med bl.a. Jens Jørn Spottag og Adam Brix i de bærende roller.

Mellem Træerne, skrevet af Sidsel Johnsen og Rasmus Frøkjær Justesen, produceret af Regitze Mai Møller og instrueret af Sidsel Johnsen, var en drømmerejse til en øde svensk skov, med Sarah Hjort i hovedrollen.






Afgående formand Jakob Rasmussen benyttede lejligheden til at præsentere det ”nye” hold, som efterhånden har gået på Super8 i lidt over et år. Fungerende formand Rasmus Frøkjær Justesen udtrykte sin glæde ved at få lov til at bære faklen videre, samt at der bestemt er noget at leve op til.
















Forhenværende og nuværende formand for Super8. (Foto; Kasper Morville)

Årgang '09 var glade og tilfredse ovenpå det vellykkede arrangement, og ser nu frem til at vise deres afgangsfilm i København ved den udsolgte fremvisning tirsdag d. 10/4 2012 kl. 18.00 i Empire Bio.

Fra årgang ’11 vil vi gerne sige tak til den afgående årgangfor tre fantastiske film, og ønske jer god vind i filmsejlene. Vi lover atpasse godt på Super8 og glæder os til at invitere jer til premiere på voresmidtvejsfilm i oktober.
Stemningsbilleder fra en veloverstået premiere. (Foto: Kasper Morville)

tirsdag den 20. marts 2012

Kort nyt og PREMIERE!

I dag var vi så heldige at besigtige Filmværkstedets nye lokaler på Godsbanen, og der var begejstring over hele linjen. Vi glæder os rigtig meget til at indvie auditoriet med "de gamles" afgangsfilm. Super8 har i øvrigt fået en ny instruktør på holdet, vi byder varmt velkommen til Johannes Guttorm, som er en gammel kending på Filmværkstedet, hvor han udover at lave film også underviser på Station Next. Johannes er allerede tilknyttet midtvejsfilmen, som måske og måske ikke kommer til at hedde "Pinds Café".

Men nu skal det handle om noget ganske andet og meget nært forestående:
Hold '09 er klar til at vise deres afgangsfilm i både Århus og København.
Dette indlæg er derfor primært dedikeret til information om disse fabelagtige arrangementer.
Kom glad!

ÅRHUS:
Fredag d. 30. marts 2012 på Godsbanen i Århus, kl. 20 (udsolgt), kl 21 og kl 22. Find det på Facebook: https://www.facebook.com/events/250546491702088/

KØBENHAVN:
Tirsdag d. 10/4 2012 kl. 18.00 i Empire Bio. Find den på Facebook: http://www.facebook.com/events/251615441596529

Billetter til begge arrangementer bestilles på gazi.laura@gmail.com


VILDMAND

En mand flytter ud i skoven og forsøger at etablere en tilværelse som eneboer.
Instruktør: Gorm Just
Manuskript: Kasper Tornbjerg
Producer: Sophie Thusgaard Madsen

HEARTS AND MINDS

Et æsel spærrer vejen. FN-soldater og lokale mødes. Ingen forstår hinanden og den simple forhindring forvandler sig hurtigt til en konflikt af babelske dimensioner.

Instruktør: Jakob Rasmussen
Manuskript: Martin "Marokko" Mortensen
Producere: Laura Gazi og Michael Tilsted




MELLEM TRÆERNE

Den unge pige Anna tager på uanmeldt besøg hos sin far i Sverige og må sande at meget uventet kan ske i den svenske ødemark.

Instruktør: Sidsel Johnsen
Manuskript: Sidsel Johnsen & Rasmus Frøkjær Justesen
Producer: Regitze Mai Møller

onsdag den 7. marts 2012

Første midtvejsfilm skudt godt i gang

Så tager årgang '11 fat på optagelserne til midtvejsfilm. Første hold i marken er Ambulo - et drama med et trafikuheld i centrum, med Andrea Vagn Jensen og Julie Brochorst Andersen i de bærende roller. Optagelserne finder sted i disse dage på en mark uden for Fulden, og der er højt humør på settet. Herunder et link til TV2 Østjyllands indslag om optagelserne.


http://www.tv2oj.dk/arkiv/2012/3/6?video_id=25921&autoplay=1


De øvrige midtvejsfilm er stadig i præproduktion:

Smagen af livet er næste film i rækken, da den formodes at bruge pinsen (dvs. slutningen af maj) til produktion. For tiden knokles med at finde locations, da der er skrevet ikke mindre end 19 ind manuskriptet.

På landmandsfilmen arbejdes der stadig på højtryk med manuskriptet, og mandegruppen forventer at skyde deres midtvejsfilm i slutningen af juni.

På Caf'éfilmen samles crew, og forhåbentlig bliver der snart tilknyttet skuespillere til de to ældre roller. Location er på plads, så den skal skydes på Pinds Café i Skolegade i midten af juli.



Og som rosinen i pølseenden kan vi endelig afsløre premieredatoen for årgang '09s afgangsfilm.

Det foregår til åbningsfesten på Godsbanen fredag d. 30. marts.
Der vil være tre visninger i løbet af aftenen, kl. 20, kl. 21 og kl. 22. Det er gratis at deltage og billetterne reserveres på: gazi.laura@gmail.com (NB: Skriv navn, antal billetter og tidspunkt)
Vi håber at se rigtig mange, både venner, samarbejdspartnere og almindeligt nysgerrige.

søndag den 29. januar 2012

Sluk mobilen!

Så er et nyt år skudt i gang og vi er i fuld gang med de udfordringer, det bringer. Den første af disse var at lave et Sluk-mobilen-spot til forårets premiere på afgangsfilm fra Super8's hold '09. Andreas forklarer, hvad han vil have os til...


Onsdag d. 25. var Filmværkstedet derfor skiftet ud med Filmværket, og vi mødtes med arbejde for øje i stedet for undervisning. Andreas var primus motor og instruerede, mens vi andre spillede rollerne som nøglepersoner på et faktisk filmhold på optagelse. Vi er et filmhold, der spiller et filmhold og bliver filmet af et filmhold - hvor meta kan det blive?

...og vurderer, om vi har hørt efter.

Resultatet vil figurere umiddelbart før de egentlige film til hold '09s længe ventede afgangsfilmspremiere, som i øjeblikket forventes at ligge i marts.

Vi vil gerne rette en stor tak til Kristian Kettner og Caspar Wiegell fra Epic Film for assistance, og til Filmværket for lån af studie og udstyr.


Hvad laver vi ellers?

Vi arbejder på højtryk med præproduktionerne til vores midtvejsfilm. Der skal nok komme mere opdatering om dem, når der sker noget konkret på den front.

mandag den 19. december 2011

Året går på hæld...

Super8 er gået på juleferie med store forventninger til det kommende år, som blandt andet byder på:

- nye lokaler på Godsbanen
- 10 års jubilæum
- premiere på afgangsfilm fra hold '09
- premiere på midtvejsfilm fra hold '11
- sjov og spas med vores legekammerater i Super16 og 18 Frames
- tættere samarbejde med den professionelle branche

Det sidste punkt lægger sig op ad denne artikel:
http://jp.dk/aarhus/kultur/article2640540.ece

Vi vil gerne hilse Talentfabrikken velkommen. Vi glæder os til at se dette fantastiske initiativ blomstre, det vil vi meget gerne hjælpe med og være en del af.

Er DU en del af talentmassen i Århus, eller er det på tide, du bliver det, så hold øje med os i det nye år - i foråret bliver der rigelig brug for produktionsfolk, runnere, assistenter og en masse andre friske folk, og det er en oplagt mulighed for at få lidt erfaring med filmproduktion. Uanset om du har tidligere erfaring eller ej, hører vi gerne fra dig på info@super8.dk.

Super8 ønsker alle en glædelig jul og et fabelagtigt flot nytår.

Vi ses i 2012!